Jordemoderkonsulenterne

Af jordemoder Pia Kaufmann  

Pia deler sin historie om hvordan det er at arbejde som jordemoder for Cellaviva, hvor hun er med til at opsamle stamceller rundt omkring i Danmark.

I denne weekend står jeg klar, hvis en gravid skulle gå i fødsel. Jeg har vagt hos Cellaviva, hvor jeg som jordemoder venter på opkald fra de gravide som er tæt på, eller er gået over termin. I vores oversigt ser jeg otte potentielle opsamlinger af stamceller i hovedstadsområdet. Dagen forinden har der været to opsamlinger i Jylland. Det er altid spændende med vagter hos Cellaviva, da jeg ikke ved om weekenden bringer otte eller nul celleopsamlinger.

Hos Cellaviva er vi et stabilt team af jordemødre, som både dækker hotline, celleopsamling og kundeservice. Får vi et opkald om en fødsel i Jylland eller andre steder i Danmark, bliver der hurtigt koordineret med resten af jordemødreteamet om opsamling samt det videre transportforløb til laboratoriet. 

Jeg har pakket min arbejdstaske som står klar i entréen med det vigtigste, bilen er fyldt op med benzin og på min mobiltelefon har jeg skruet helt op for lyden i tilfælde af at en gravid går i fødsel. Der er ingen tid at spilde, når jeg modtager et opkald, derfor prioriterer jeg altid at være beredt og klar på at rykke ud når telefonen ringer.

Søndag morgen mærker jeg vibrationerne fra min mobiltelefon før jeg hører den. Marion og Søren er gået i fødsel og er på vej til Hvidovre Hospitals Fødeafdeling. Søren fortæller, at Marion fik vandafgang aftenen før, men at der endnu ikke er kommet aktive veer. Jeg aftaler med Søren at vi ringes ved når fødslen er tættere på. 

En uventet fødsel

Jeg hører lyden af min telefon ringe igen. Denne gang er det Morten som ringer fra Hillerød Sygehus Fødeafdeling. Jeg hører ham trække vejret hurtigt og han virker lettere stresset. Morten skal være forælder for første gang, sammen med sin kone Rikke. Rikke har dog først termin om fjorten dage. Rikke er allerede seks centimeter åben og babyen er på vej. Da jeg selv bor ti minutter fra Hillerød Hospital, aftaler jeg med Morten og den jordemoder der er tilstede ved fødslen, at de ringer når der er behov for mig. Dette sker cirka tres minutter efter de har lagt på og Morten fortæller at Rikke nu er ni centimeter åben og har begyndende pressetrang. Jeg griber min taske og skynder mig ud af hoveddøren. Jeg møder parret cirka otte minutter senere på deres fødestue. 

Når man bestiller en stamcelleopsamling og stamcelleopbevaring hos Cellaviva modtager man en Cellaviva-kasse, som indeholder de nødvendige remedier til at opsamle stamcellerne fra barnets navlesnor. Denne har parret selv med, og jeg pakker den ud og klargør opsamlingen af stamcellerne. 

I mellem fødslen og veerne, hjælper jeg til med det praktiske. Jeg sørger for at varme vand, til den klud man lægger på mellemkødet mens barnet presses ud, trækker k-vitamin op som gives til det nyfødte barn, da det ikke selv kan danne k-vitamin i den første tid. Jeg støtter og holder Rikkes ene ben og hjælper med at følge og lytte til barnets hjertelyd.  

Undervejs kan jeg høre at Rikkes veer bliver kraftigere og kraftigere, hun er meget tæt på at føde nu. Rikke ligger på siden og jordemoderen sidder i fodenden og guider Rikke med beroligende ord. Inden for få minutter ser vi det mørke hår fra barnet titte frem fra hendes underliv, det er en sund og rask pige som jordemoderen modtager. Inden for få minutter bliver den lille pige placeret på Rikkes bryst. 

Morten klipper navlestrengen efter nogle minutter. Grunden til at man venter et par minutter med at klippe navlestrengen, er da man derved styrker barnets jerndepot og man formindsker risikoen for gulsot og anæmi. 

Det er nu tid til at høste den nyfødte piges stamceller fra navlestrengen, som oftest er lettest inden moderkagen bliver født. Jeg får høstet det resterende blod fra navlestrengen, samt et stykke af selve navlestrengen. Jeg får taget blodprøver på Rikke, som normalt foregår inden fødslen da jeg helst ikke vil forstyrre mor og barn, dette var desværre en undtagelse, i og med fødslen tog fart og gik hurtigere end forventet. 

Jeg siger farvel og held og lykke til de nye forældre, for at tage videre, hvor jeg skriver journal og ordner det administrative. 

En fødsel mere i Hvidovre 

Søndag eftermiddag ringer jeg til Hvidovre hospital for at høre hvordan det går med Marion og Søren. Marion venter stadig på de aktive fødselsveer og er blevet koblet til vedrop for at sætte gang i fødselsprocessen. Marion har også ønsket en epiduralblokade, som heldigvis hjælper hende og Søren til at kunne få hvilet lidt. 

Et par timer senere hører jeg min telefon ringe og det er Søren som fortæller at Marion har haft effekt af vedroppet samt den hvile epiduralblokaden har givet hende. Hun er nu otte centimeter åben og jeg skynder mig hen til Hvidovre hospital. 

Vi er tæt på midnat og jeg skynder mig hen til stue seks hvor Marion og Søren har fødestue. De informerer mig om at de har valgt at slukke for vedroppet da Marion åbner sig for hurtigt. Det fortryder den agerende jordemoder dog, da veerne helt stopper. Hun vælger derfor at starte det op igen. Jeg venter i personalerummet ved siden af, hvor jeg bliver budt på kaffe og hvor de sender bud efter mig når der er behov for at jeg er tilstede. 

Den tid en fødsel tager kan aldrig rigtigt kontrolleres og det er det der gør dem finurlige og smukke, da det i bund og grund er barnet og moderens krop som arbejder sammen om at føde. 

Er man jordemoder tilhører man en forholdsvis lille faggruppe og når man som jordemoder i Cellaviva kommer rundt på de forskellige fødesteder, er der ofte tidligere kollegaer man hilser på. Der er altid en hyggelig atmosfære, nysgerrighed på ens færden og stor hjælpsomhed når man kommer som kollega “udefra”. Ligeså på Hvidovre, som på trods af travlhed altid får sig organiseret således, at man ikke mærker, at det er landets største fødeafdeling. Alle medarbejdere i Cellaviva er uddannede jordemødre og ved, hvordan man gebærder sig på en fødestue eller i hjemmet under en fødsel. Det er fuldstændig essentielt i det arbejde vi har, når vi kommer og er med til finalen i denne her magiske og unikke begivenhed som enhver fødsel er. Den tillid der bliver vist os både fra kommende familier og fra de forskellige fødesteder værner vi om og det gode samarbejde betyder alt.

Det ringer fra stuen. Et lille drengebarn er nu på vej. Udstyret står klar og blodprøverne på Marion er taget. Så er han her. Velskabt og nuttet. Jeg opsamler stamcellerne så ubemærket jeg kan for ikke at forstyrre den specielle stemning der er, når en familien forøges. Igen har jeg en vellykket stamcelleopsamling. Parret lykønskes med information om, at prøverne nu bliver sendt videre til test og dyrkning og at de kan forvente at høre nærmere angående det endelig udfald af opsamlingen om cirka to til tre måneder. Jeg begiver mig ud i den stille nat og afleverer de to pakker hos min leder som næste morgen vil sørge for, at de bliver transporteret til laboratoriet.

Jeg afslutter natten med en varm kop te derhjemme foran computeren, til en sidste nedskrivning i journalen og tjekker min telefon en sidste gang, inden jeg går i seng. Det kunne jo være at der var en fødsel inden vagtskifte.