Fysiske forandringer i graviditeten – 1. trimester
Af jordemoder Louise Pagaard Lind
Listen over de fysiske forandringer i graviditeten er lang. Forandringerne varierer, og nogle beskriver det også som gener. Uanset hvordan du føler dem og beskriver dem, er de helt naturlige. Antal og varighed af generne kan være mange eller få. Der er også nogle der ikke oplever dem. Uanset, er det vigtigt at huske på at alt dette skyldes at et lille barn vokser inde i dig. Det er en stor omvæltning for kroppen.
Ud over de nedenstående forandringer jeg har valgt at beskrive, er der en række flere. Der opstår også nye forandringer længere henne i graviditeten. Find artiklerne om det her på siden.
Størstedelen af de forandringer der sker i den gravide krop skyldes ændringer i hormonniveauet.
I de første 12 uger sker der en usynlig omvæltning i kroppen. Du begynder at mærke en øget tissetrang, du er måske mere træt end normalt og føler en utilpashed og kvalme. Alt dette sker, mens der stadig ikke er noget at se udenpå.
Hyppig vandladning
I begyndelse af graviditeten øges tilførelsen af blodet til området omkring livmoderen. Det gør at livmoderen fylder mere og presser bl.a. på blæren. Den øgede vandladning forekommer gennem hele graviditeten, eftersom både barnet og livmoderen vokser og presser på blæren.
Man skal være opmærksom på, at det ikke skyldes en blærebetændelse. Det er bl.a. også derfor at man laver urinprøver ved læge- og jordemoderbesøg.
Brysterne vokser
At brysterne bliver ømme og vokser er et af de første tegn på at du er gravid. Det skyldes hormoner fra moderkagen, som får kirtelvævet til at vokse og forberede sig på at producere mælk allerede fra uge 8. Brystvorterne kan blive mere mørke og få et større omkreds. De hærdes naturligt. Der er ingen risici forbundet med dette. Brug den type bh, der er mest behagelig for dig.
Kvalme/utilpashed
Kvalme er nok den mest hyppige gene hos gravide. Mere en ⅔ af gravide oplever kvalme, især om morgenen, der er dog nogle der oplever den gennem hele dagen. Kvalmen kan både være til stede med eller uden opkastninger. Den går som regel væk efter de første 12 uger af graviditeten, men kan så komme igen hen imod slutningen af graviditeten.
Kvalmen kommer pga hormonændringerne i kroppen.
Gode råd mod kvalmen:
Spis små hyppige måltider. Hav lidt kiks liggende ved natbordet og spis det inden du står op. Pas på med at spise for krydret og stærk mad. Spis kun det du har lyst til.
Husk på at barnet får den næring, det har brug for uanset hvad du spiser. Det er dig, der kan komme i underskud. Det er ikke noget der har yderligere betydning for dit helbred i den korte tid kvalmen som regel varer.
Fordøjelsesproblemer
Forstoppelse kan forekomme gennem hele graviditeten. I takt med forstoppelse kan du føle dig oppustet og utilpas. Det skyldes at musklerne i tarmene og i mavesækken arbejder langsommere og måske også at du har ændret dine spisevaner pga kvalmen.
Gode råd mod forstoppelse:
Drik rigeligt med væske, især vand. Sørg for at spise groft, varieret og mange grøntsager. Hold en pause fra jerntabletterne indtil maven er i orden eller skift mærke. Giv dig god tid på wc. Hvis forstoppelsen ikke afhjælpes, kan det være med til at du får hæmorider, hvilket også er almindeligt i graviditeten. Snak evt. med din jordemoder.
Stakåndethed/forpustelse
Dette kan forekomme helt tidligt i graviditeten. Det har ikke noget med tyngden at gøre her, men hormonerne der påvirker balancen mellem ilt og kuldioxid så du trækker vejret mere overfladisk. Når barnet og livmoderen begynder at vokse presser det mellemgulvet op mod lungerne, og her kan det være svært at trække vejret ordentligt.
Der er ingen risici forbundet med dette. Det er vigtigt at lytte til kroppen og tage den med ro. Det er ikke sikkert at du kan gøre tingene i samme tempo som før, så giv dig god tid.
Læs om de fysiske forandring i gravidteten i dit 2. og 3. trimester HER: https://jordemoderkonsulenterne.dk/artikler/