Varmtvandsgymnastik – Nyd vægtløsheden og bevæg dig uden gener
Af jordemoder Karen Kristine Wellendorf
Der er mange skønne fordele ved at træne i varmtvandsbassin under graviditeten. Vægtløsheden i vandet medfører at du kan bruge kroppens muskler på en helt anden måde end på land. Kroppen har godt af at få ændret sit vanlige bevægelsesmønster. Det sker for eksempel når du ligger på maven i vandet eller laver øvelser, hvor du ikke rører bunden. Den lune bassintemperatur på 34 grader giver velvære og hjælper med at løsne og stimulere kroppens ømme muskler. Du vil også lettere kunne bevæge dig uden gener eller smerter i vandet. Derfor er træning i vand også rigtig gavnligt for dig der har bækkensmerter. Det er rolig træning, hvor du ikke får ondt efterfølgende og samtidig får styrket og bevæget kroppen.
Vandtrykket har mange fordele: Det stimulerer blodcirkulationen og reducerer dermed væskeophobning i ben og fødder. Nogle oplever, at de skal tisse mere efter træningen fordi kroppen nu nemmere kan udskille den ekstra væske, der er blevet frigjort fra vævet. Andre oplever, at kroppen føles både lettere og roligere efter træningen og de derfor sover bedre. Når du træner i vandet, får du også en ekstra modstand der styrker dine muskler.
Stabilitetstræning i vand forebygger smerter i graviditeten
Nogle af øvelserne i vandet laves uden at fødderne har kontakt til bunden. Det medfører, at de stabiliserende muskler, omkring mave, ryg og bækkenbund, skal arbejde ekstra for at du trygt kan bevæge arme og ben. Bevidst træning af de stabiliserende muskler virker forebyggende på smerter. Stabilitetstræning aflaster kroppen og løsner den muskulære ømhed og eventuelle overbelastning, der kan opstå omkring bækken, lænd og ryg som følge af graviditetens forandringer.
På holdet følges du naturligvis med andre gravide og der er tid til at udveksle erfaringer, især i omklædningsrummet, og stille spørgsmål undervejs til din underviser som er jordemoder. Det betyder også, at der indgår fødselsforberedende øvelser og teori imens du kan nyde vægtløsheden og træningsøvelserne i det varme vand.
Du kan være med på holdet uanset, hvor langt du er i graviditeten. Når du nærmer dig terminen og kroppen måske føles tung, er følelsen af vægtløshed i det varme vand virkelig skøn og det sværeste er næsten at komme op af vandet igen. Du kan blive ved med at træne helt op til din termin og indtil fødslen begynder.
I undervisningen indgår også redskaber som for eksempel skumnudler og håndvægte. Der er altid en livredder til stede så du kan føle dig helt tryg, også selvom du ikke er så god til at svømme. Din underviser er jordemoder og bevægelsespædagog Kristine Wellendorf som er en fast del af vores jordemoderteam. Nedenfor kan du læse, hvad 3 af vores skønne deltagere, Katrine, Camilla og Maria, får ud af at deltage på vores varmtvandstræning for gravide:
Jeg ville ikke bare plaske rundt for mig selv
Katrine. Venter sit første barn og er i uge 37
Hvad fik dig til at melde dig til?
”Jeg ville ikke bare plaske rundt for mig selv.” Fortæller Katrine da hun var på udkig efter noget gravidsvømning.
”Det var egentlig fordi min læge sagde at svømning er godt i graviditeten, da man ikke mærker tyngden i vandet. Jeg ville ikke bare en almindelig tur i svømmehallen og jeg er heller ikke den store svømmer. Jeg ville i stedet finde et hyggeligt og vedkommende hold med nogle i samme situation som mig. Holdet skulle ikke være for langt væk eller ligge i arbejdstiden. Jeg fandt holdet gennem en annonce. ”
Hvilken forskel oplever du at det gør at gå til varmtvandstræning i graviditeten?
”Jeg kan mærke at træningen gør en kæmpe forskel for mig i forhold til lændesmerter. Hvis jeg har været for aktiv eller har gået en lang tur, er lændesmerterne væk efter træningen. Det varer hele den næste dag med. Det er VIRKELIG befriende at slippe for den ekstra vægt i vandet.”
”Træningen foregår i et roligt tempo krydret med teori. Vi har en gang haft en vikar, hvor der kun var fokus på træning. Det var også godt, men så er der ikke teori inden over og det kan jeg næsten ikke få nok af her første gang jeg skal føde. Blot træning er også godt, så jeg ville næsten ønske, at jeg kunne gå to gange om ugen. ”
Hvordan oplever du mødet med de andre deltagere?
”Det er meget snak i omklædningsrummet. Vi bader jo både før og efter og skifter tøj. Det er næsten ligesom en mødre gruppe, men inden barnet er kommet ud! Det betyder også noget for mig.”
Hvad får du mest ud af?
”Jeg synes koblingen mellem teori og øvelser er god. Det fungerer godt i stedet for, at det kun er øvelser. Det er også ret dejligt med et åbent forum, hvor man kan stille spørgsmål til underviseren som er jordemoder. Jeg nyder også rigtig meget at komme ned i tempo og den vægtløshed vandet giver. ”
Det er rent velvære at være i vandet
Camilla, uge 37 og førstegangsfødende.
Hvad fik dig til at melde dig til?
”Jeg havde lyst til at møde andre kvinder der var gravide ligesom mig. Jeg skal være solo-mor og jeg savnede nogen at spejle mig i. Jeg er vant til at træne crossfit og bruge vægte i et træningscenter. Så det er rent velvære at være i vand, når man er vant til at træne på en helt anden måde. Jeg meldte mig til for at holde mig i gang, men også for at nyde vægtløsheden. Jo tungere jeg er blevet, jo skønnere har det også været at komme ned i vandet. Det var et rent held, at holdet pludselig dukkede op i mit feed, efter at jeg havde søgt efter noget i 2 måneder”.
Hvilken forskel oplever du at det gør at gå til varmtvandstræning i graviditeten?
”Jeg synes, det er rigtig relevant og godt med kombinationen af information og træning. Det er mega fedt med afspændingen og åndedrætsøvelserne til sidst. Det er godt givet ud, synes jeg. Alle jordemødre taler om at trække vejret og til sidst i undervisningen får vi virkelig afprøvet det. Det er en god prioritering, også selvom det er under vægtløse forhold og i en svømmehal. Det er en af de ting jeg tager med mig videre. Jeg har lært noget om at trække vejret og hvordan jeg kan bruge mit åndedræt til fødslen. ”
Hvordan oplever du mødet med de andre deltagere?
”Jeg kan mærke, at det sociale aspekt gør en forskel. Det er dejligt at spejle sig i hinandens graviditeter. Nu har vi endelig lært hinanden at kende, så det er lidt ærgerligt, at det er ved at være slut.”
Hvad får du mest ud af?
”Jeg sætter virkelig pris på at komme til bassintræning hver onsdag. Jeg er vild med den velvære, vandet hjælper med og så kan jeg lave min hårde træning et andet sted. ”
Jeg føler, jeg gør noget godt for mig selv
Maria, gravid med sit andet barn og i uge 37
Hvad fik dig til at melde dig til?
”Mit første barn er 2 år og med hende gik jeg også til gravidsvømning. Jeg var glad for det og oplevede det rart at bevæge mig i vandet, uden at det føltes belastende. Derfor kiggede jeg efter noget her anden gang. Det skulle være et forpligtende hold, fremfor bare selv at gå i svømmehallen. ”
Hvilken forskel oplever du at det gør at gå til varmtvandstræning i graviditeten?
”Det er dejligt. Jeg kan være med både langt ind i graviditeten og i længere tid med øvelserne i vandet. Det føles rart og behageligt selvom kroppen er i gang hele tiden. Jeg havde lidt med bækkenet i 2. trimester. Det forsvandt lige omkring det tidspunkt, hvor jeg begyndte til vandgymnastik. Jeg ved ikke, om det var det, der gjorde forskellen, men det er i hvert fald væk nu. ”
Hvordan oplever du mødet med de andre deltagere?
”De andre deltagere er søde og der er plads til både at sludre eller være mere stille.”
Hvad får du mest ud af?
”Jeg føler, at jeg har gjort noget godt for mig selv, når jeg går hjem. Jeg kan mærke, jeg har bevæget mig, men det er ikke fysisk hårdt. Det er også rart med noget genopfriskning i forhold til fødslen og der lærer jeg også noget nyt, da jeg ikke forbereder mig så meget til fødslen denne gang.”